Hvad en Wii lærte mig om at møde mennesker

Hvad en Wii lærte mig om at møde mennesker

Som 20-årig blev jeg en del af en nu hedengangen DUF-organisation. Den var vild og sjov og engagerede en masse unge mennesker i globale forhold. Jeg endte hurtigt i bestyrelsen. En af de mest intense debatter, vi havde, endte med at være over indkøb af en Nintendo Wii.

Jeg havde en idé om, at den dengang helt nye spillekonsol kunne engagere mennesker, når vi skulle stille vores stand op til forårets arrangementer her, der og allevegne. Jeg fik uventet meget modstand, for skulle en ungdomsorganisation virkelig bruge penge på den slags? Det havde jo ikke noget at gøre med vores sag, hvilket jo var en fair pointe. Vi endte dog med at købe en Wii.

Vi var blandt de første danskere, der købte en Wii, og ingen havde prøvet noget lignende, så vores stand trak fulde huse, for alle skulle prøve at spille tennis mod hinanden. Mens spillernes venner stod og kiggede på, gik vi rundt og talte med dem, og i den begejstrede stemning skete der et eller andet magisk: medlemmerne væltede ind. Stand efter stand, sted efter sted. I stedet for at sælge vores “NGO-produkt” mødte vi dem der, hvor de havde det sjovt og ikke havde paraderne oppe. Vi fik rigtige samtaler med dem, for de havde ikke travlt med at komme væk fra os – vi var jo sjove.

Dengang vidste jeg ikke, at det, vi lavede, var gamification. Jeg så kun, at det virkede at tilbyde mennesker noget andet end det vante. Men det var det jo. Gamification handler om at møde folk, hvor deres forsvar er nede — i leg, spil og nysgerrighed. Det er der, de lytter, husker og siger ja.

Det er derfor, jeg har bygget Quizform: for at give andre organisationer mulighed for at benytte sig af den samme type energi, som vi oplevede dengang. Og nu med et mere elegant og digitalt flow, der kobler sig direkte på jeres betalingsløsning, CRM og nyhedsbrevssystem.

Velkommen til. Jeg glæder mig til at se, hvordan I bruger Quizform til at skabe jeres egne Nintendo Wii-øjeblikke.

Jakob Stensig Henneberg