Engagement

Hvorfor mennesker ikke vil være tilskuere

Et spørgsmål gør noget ved os, som en overskrift ikke gør. Det er ikke et trick, men sådan, vi er skruet sammen.

Læs denne sætning: Hvor mange liter vand kræver det at lave én kop kaffe? Uanset om du vil det eller ej, er du allerede i gang med at gætte. Et spørgsmål sætter hjernen i gang med det samme, og vi har svært ved at slippe det igen, før vi har et svar. Et udsagn gør ikke det samme. Det kan vi læse og glemme igen.

Det er grunden til, at gode undervisere spørger, før de forklarer. Det er også grunden til, at en quiz ofte bliver husket længere end en artikel om præcis det samme. Når vi selv har gættet, har vi en mening om svaret, og så betyder svaret noget for os.

Vi husker bedre det, vi selv har gjort

Læringsforskningen har et navn for det: aktiv genkaldelse. Vi lærer mere af at skulle hente viden frem end af at få den præsenteret igen. At svare forkert og derefter få det rigtige svar er ofte mere lærerigt end at få svaret med det samme, fordi overraskelsen sætter sig fast.

For en organisation betyder det noget helt konkret. Hvis I vil have folk til at huske, hvorfor jeres sag er vigtig, er det en god idé at lade dem deltage.

Deltagelse føles som ejerskab

Når vi har givet vores mening til kende, føler vi os lidt mere som en del af det. Det gælder i salen, når man ser sin egen stemme dukke op på skærmen. Og det gælder derhjemme i sofaen, når man får et personligt svar, der handler om en selv.

Det er forskellen på at blive talt til og at blive talt med. Den ene gør os til publikum og den anden gør os til deltagere.

Jeg kender det selv fra min tid som lærerstuderende. Vores pædagogiklærer var, lidt ironisk, ikke særlig pædagogisk. Undervisningen var monolog fra start til slut: hun talte, og vi lyttede.

Det eneste, jeg husker fra hele forløbet, er den ene time, hvor hun satte os i gang med en øvelse og en samtale om demokrati. Alt det, hun fortalte os, er væk. Den time, hvor vi selv skulle tale, sidder der stadig.